MISTER DU TID OG PENGE PÅ HÅRDT VAND TIL GRISENE?

For meget kalk i vandet kan være dårligt nyt for dine grise og din pengepung.

Du kender garanteret til bøvlet med at rengøre for kalk. Men ved du også, at kalkrigt vand kan være med til at forurene drikkevandet?

I Danmark har vi nem adgang til rent drikkevand til både dyr og mennesker. Det er vigtigt, fordi rent vand er den absolut vigtigste kilde til sundhed inden for griseproduktion. Smågrise består af helt op til 80% vand, og søer omkring 50%.

Forurenet vand øger forekomsten af diarré hos smågrise, og derfor bør vandkvaliteten være et af dine vigtigste indsatsområder, før du udfaser zink fra smågrisefoderet.

Desværre er vandkvaliteten stadig et overset emne. Det er ærgerligt, fordi dårlig vandkvalitet går ud over grisenes sundhed og produktivitet. Og i sidste ende din pengepung.

Derfor opfordrer vi til, at du kontrollerer dit drikkevand til grisene jævnligt.

Kalkrigt vand giver flere bakterier

Ud over de praktiske problemer med kalk, så er store mængder af kalk i vandet med til at fodre mikroorganismerne. Heriblandt skimmel, svamp, gær og E. coli, som har nemmere ved at overleve i kalkholdigt vand.

Når mikroorganismer er velnærede, har de lettere ved at danne en biofilm, der forurener vandet i rørene. Kalk- og jernaflejringer i rørene giver en ru overflade, som mikroorganismerne kan hæfte på.

For at gøre slemt værre, kan et lag af kalk ligefrem beskytte biofilmen i rørene imod selv skrappe rengøringsmidler.

Hvis du oplever, at biofilmen kommer igen kort tid efter desinfektion, kan kalken muligvis være synderen.

Du kan også forurene vandet ved rengøring, hvis gødning fra gulvet sprøjter op på drikkenipler, og derigennem poder vandet med dårlige bakterier. Grise roder i gødningen, og derfor kommer grisene også til at pode vandet med bakterier, når de drikker.

Mikroorganismerne har særligt gode vækstbetingelser i fare- og klimastalden, hvor temperaturen er høj og flowet lavt.

Derfor er desinfektion og rengøring af vandrør og drikkenipler ekstra vigtigt – særligt, når du står overfor at udfase zink i smågrisefoderet.

Kan grise lide hårdt vand?

Hårdt vand smager dårligt, og grisene kan ikke lide smagen af vand med meget kalk, okker og natrium. For meget magnesium giver desuden en bitter smag, og kan som magnesiumsulfat virke afførende, ligesom store mængder af kalcium.

Hårdt vand kan være med til at reducere vandindtaget. Et for lavt vandindtag er – ligesom et for lavt foderindtag – dårligt for produktiviteten.

HÅRDT VAND NEDSÆTTER UDNYTTELSEN AF FODERET

Tilsætter du fytase til foderet for at frigive mineraler, kan du forvente en mindre effekt med hårdt vand.

Høje mængder af positivt ladede mineraler, så som kalk og jern, binder nemlig fytat i tyndtarmen, og reducerer derfor effekten af fytase.

Derfor kan kalk forstyrre optagelsen af fosfor i fordøjelsessystemet hos grisene. Fosfor er nødvendigt for en sund knogleudvikling og vækst.

Fytasens effekt er også afhængig af pH-værdien. Effekten er størst ved en pH mindre end 5.

I øvrigt kan kalken forstyrre optagelsen af visse typer af antibiotika, som tildeles via vandet.

Stil krav til dit STALDvand

Et af de parametre, som kan stå i vejen for produktivitetsforbedringer, er hårdt og forurenet vand. Derfor tjekker vi gerne vandkvaliteten hos vores kunder.

Der findes ikke officielle krav i Drikkevandsbekendtgørelsen, som er tilpasset miljøet i stalden. Derfor gælder de samme krav for drikkevand til grise, som stilles til almindeligt drikkevand til mennesker.

Barren er sat højt, hvis du skal leve op til de samme krav til hygiejne i stalden, som i private husholdninger. Derfor bør en vis afvigelse accepteres i sektioner, hvor grisene er i direkte kontakt med vandforsyningen.

Der, hvor forsyningen fra vandværket tilsluttes ejendommen, skal vandet leve op til kravene i Drikkevandsbekendtgørelse, og derfor kan du være ret sikker på vandkvaliteten her.

Tager du prøver ved drikkeniplerne derimod, vil du med stor sandsynlighed dumpe på kravene om rent drikkevand.

Her giver vi et bud på, hvilke krav du kan stille til dit drikkevand i stalden.

Du bør tjekke både den fysiske, kemiske og mikrobiologiske tilstand, når du vurderer vandkvaliteten.

VANDETS FYSISKE TILSTAND

Vandets fysiske tilstand kan vurderes ved at se og smage på vandet, når det tappes fra taphanen. Vandet må ikke være misfarvet, lugte eller smage dårligt, når det kommer fra vandværket eller boringen – heller ikke, når det kommer ud af drikkeniplen.

VANDETS PH

Vandværket leverer vand med en pH på mellem 7 til 8,5. Hverken mere eller mindre er tilladt. Med en neutral pH undgås korrosion af vandrørene. Det er måske af mindre betydning for dig, der har plastikrør eller syrefaste rør, men vigtigt for hele forsyningen frem til din ejendom.

Staldvandets pH kan derimod ligge på 3,8 til 8,5 på grund af syretilsætning. Bliver vandet i øvrigt for surt eller basisk, vil grisene ikke drikke det.

pH ved smågrise

Smågrise har en meget begrænset enzym- og syreproduktion i mave-tarmsystemet. Når smågrisene æder foder med et højt proteinniveau, øges pH i maven. En øget pH begrænser fordøjelsen af foderet, og giver bakterier bedre vækstbetingelser.

Derfor kan et pH-niveau på 3,8-4 i vandet hjælpe på smågrisenes fordøjelse. En lav pH sikrer også, at en stor del af mikroorganismerne i vandet dør.

Der er meget stor forskel på de forskellige soja-typers indflydelse på pH’en i smågrisen. Spørg din foderrådgiver om syrebindingskapaciteten i dit fravænningsfoder – også kaldet ABC4-værdien.

pH ved søer

Som udgangspunkt får søer ikke samme fordøjelsesudbytte af en lav pH-værdi i vandet, som smågrise. Det skyldes at deres fordøjelsesenzymer er veludviklede og derfor effektive ved en neutral pH-værdi.  Dit formål med syre i vandet til søer er derfor primært at reducere væksten af mikroorganismer.

Resistens ved brug af syre

Mikroorganismer kan også blive resistente over for syre.

Et blødgørings- og rensningsanlæg kan muligvis hjælpe, hvis du oplever, at syren ikke har den ønskede effekt på trods af, at du varierer typen af syre. For nogle vil det endda være billigere end at tilsætte syre. Spørg altid din leverandør til råds om syre til drikkevand.

VANDETS Hårdhed

Jo flere magnesium og kalcium-ioner du har i vandet, desto hårdere er vandet. Herunder er en oversigt over vandets hårdhedsgrader og den tilsvarende hårdhedsklasse.

HÅRDHEDSKLASSE	HÅRDHEDSGRAD (ºDH)	FARVE PÅ KORT
Meget blødt	0-4	Gul
Blødt vand	4-8	Grøn
Middelhårdt vand	8-12	Lyseblå
Temmelig hårdt	12-18	Blå
Meget hårdt vand	24-30	Lilla
Særdeles hårdt vand	>30+	Pink

Vi anbefaler en hårdhed på maksimalt 8 dH° eller derunder, som svarer til blødt vand.

Vandets hårdhedsgrad er typisk højere i områder med kalkdepoter i undergrunden. Det vil sige i Nordjylland, på Øst-og Midtfyn samt størstedelen af Sjælland og Lolland-Falster.

På kortet herunder er et overblik over drikkevandets hårdhed. Farvernes betydning er beskrevet i tabellen herover. Nederst i artiklen, kan du selv søge vandets hårdhed frem for netop din kommune.

Kort over Drikkevandets hårdhed udgivet med tilladelse fra GEUS.

Vandets hårdhed kan variere fra vandværk til vandværk inden for kommunegrænsen, og du skal derfor kontakte dit lokale vandværk, hvis du vil have en præcis oplysning om hårdheden samt indholdet af kalk i vandet.

Har du egen boring, skal du selv foretage analyserne.

Vi anbefaler højst 60 mg calcium/ml vand

MIKROORGANISMER I VANDET

Kimtallet

Kimtallet anvendes til at vurdere den totale mængde af mikroorganismer i vandet.

I Drikkevandsbekendtgørelsen tillades et kimtal på op til 200 cfu/ml vand målt ved en omgivelsestemperatur på 22°.

Der er uenighed om, hvor højt et kimtal, der kan accepteres i stalden, før vandet klassificeres som forurenet, og du aktivt skal sætte ind for at nedbringe forureningen.

Anbefalingerne for det maksimalt tilladte kimtal starter ved 1.000 cfu/mg og går helt op til 100.000 cfu/mg. Lidt af en forskel.

Selvom kimtallet er højt i stalden, siger det ikke rigtig noget om, hvorvidt de fundne mikroorganismer er skadelige for grisene.

Kimtallet skal gerne være under 10.000 cfu/ml

Derfor skal målingerne uddybes med informationer om typen af bakterier.

Hvilke bakterier bør undersøges?

Typisk undersøger laboratorierne for coliforme, E. coli, Enterokokker og mere sjældent for Clostridium perfringens i drikkevandet.

Når vi taler om bakterier, er branchens eksperter mere enige om anbefalingerne til vandkvaliteten i stalden:

maksimalt 100 cfu/ml af Enterokokker og coli

maksimalt 200 cfu/ml af totale coliforme

maksimalt 50 cfu/ml af Clostridium perfringens

Ifølge Drikkevandsbekendtgørelsen må ingen af de ovenstående bakterier forekomme i drikkevandet til hverken dyr eller mennesker.

Det vil sige, at fund af bare en enkelt fækal bakterie, som fx E. coli, betyder at vandet er forurenet.

Her kan du se en liste over krav til drikkevand i yderste højre spalte. Listen er ikke udtømmende. De resterende grænseværdier kan ses i Drikkevandsbekendtgørelsen.

Parameter	Forslag til grænser i stald	Max tilladte niveau ved taphane og til dyr (Drikkevandsbekendtgørelse)**
Farve	Må ikke være gullig	15 mg Pt/l
pH	3,8-8,5	7-8,5
Hårdhed (dH°)	≤ 8	–
Calcium	≤ 60 mg/liter	–
Jern	≤ 0,2 mg/liter	Højst: 0,2 mg/l
Magnesium	≤ 50 mg/liter	Højst: 50 mg/liter
Nitrat	≤ 50 mg/liter	Højst: 50 mg/liter
Natrium	≤ 175 mg/liter	Højst: 175 mg/liter
Nitrit	≤ 0,1 mg/liter	Højst: 0,1 mg/liter
Kimtal ved 22°*	≤1.000/10.000/100.000 cfu/ml	Højst 200/ml
Coliforme	≤200 cfu/ml	Må ikke forekomme/100 ml
E. Coli, Enterokokker	≤100 cfu/ml	Må ikke forekomme/100 ml
Skimmel/svamp/gær	≤100 cfu/ml	–
Clostridium perfringens	≤50 cfu/ml	Må ikke forekomme/100 ml

*Anbefalinger fra Alltech (100.000), Destek (10.000), Red tractor (1.000)

**Kilde: eurofins guide: https://www.eurofins.dk/miljoe/vores-ydelser/drikkevand/guide-kvalitetskrav-til-drikkevand/

RESULTATER FRA VANDPRØVER I STALDEN

Sammen med griseproducenter har vi testet 29 vandprøver og holdt resultaterne op mod de førnævnte krav.

Hårdhed i vandprøver:

Hårdheden i vandprøverne varierede fra 10 til 17 hårdhedsgrader. Den gennemsnitlige hårdhed var på 14,3 svarende til ”temmelig hårdt vand”. Ingen af de 29 vandprøver lå på de anbefalede 8 hårdhedsgrader eller derunder, som svarer til blødt vand.

Kimtal i vandprøver:

80% af prøverne viste kimtal højere end 1.000 cfu/ml, 31% var højere end 10.000 cfu/ml, mens 14% af prøverne lå over 100.000 cfu/ml.

Bakterier i vandprøver:

Analyserne viste også, at 24% af prøverne indeholdt et for stort antal skadelige mikroorganismer ( under 100 cfu/ml) – særligt skimmel var udbredt i prøverne.

Fækal forurening, herunder E. coli og Enterokokker, kunne måles i samtlige vandprøver, men under grænsen på 100 cfu/ml.

Sådan tjekker du dit vand

Som nævnt skal drikkevand til dyr også leve op til kravene i Drikkevandsbekendtgørelsen.

Har du egen boring, bør du være opmærksom på at teste vandet jævnligt både for at tjekke, at vandet er fri for giftige stoffer, at den kemiske sammensætning ligger inden for kravene, men også for at tjekke typen og antallet af mikroorganismer i vandet.

Det er kommunen, som afgør, hvad du skal teste for, hvis du har egen boring.

Flere af dine rådgivere har i dag udstyr til at foretage simple målinger af vandet, som kan fortælle, om der muligvis er problemer med vandkvaliteten i stalden.

Målingerne kan ikke erstatte laboratorieprøver, som du er pålagt at lave, hvis du har egen boring. Udstyret kan dog bruges som en indikator for, om der er noget galt med kvaliteten af vandet i stalden.

 Vi anbefaler, at du måler følgende:

1) Tjek eller mål hårdhedsgraden

Tjek hårdheden hos dit forsyningsselskab. Er den over 8 dH°, og skyldes hårdheden kalk, kan du muligvis drage fordel af et blødgøringsanlæg. En pH-måling kan foretages med strips eller en elektronisk pH-måler, men vær opmærksom på, at resultaterne er meget upræcise, hvis der anvendes en billig test-strip.

De fleste forsyningsselskaber tjekker også calciumniveau, der helst skal ligge under 60 mg/ml.

2) Foretag to ATP-målinger

Lad vandet løbe i fem minutter ved den første taphane efter forsyningen tilsluttes din ejendom, og tag dernæst en test med ATP-swaps. Tag derefter en test mere. Denne gang ved drikkeniplerne, hvor du kan forvente en større forekomst af ATP. Ved at tage to tests kan du sikre, at vandet er rent, når det kommer ind fra forsyningsselskabet eller boringen, og at forureningen sker i dit system.

Ikke alle mikroorganismer er skadelige for dine grise, og ATP-måleren skelner ikke mellem gode og dårlige mikroorganismer. Viser ATP-målingen et forhøjet niveau af mikroorganismer, kan en frisk vandprøve sendes til laboratorietest, hvor typen af forurening undersøges. Typisk undersøges: Coliforme, Enterokokker, E. coli, skimmel og gær.

ATP-måleren finder frem til levende organismer, men slår også ud ved bestemte typer af desinfektionsmidler. Måleren kan derfor give et falsk positivt svar, hvis du bruger den lige efter desinfektion. Vil du kende ATP-tallet efter rengøring, så tag målingen, når du har renset stalden med sæbe, men før desinfektion.

Skal vi teste dit vand?

Vil du vide mere om din vandkvalitet, dit vådfoder og fermenterede planteproteiner til søer og smågrise? Så giver vi dig gerne et uforpligtende møde i stalden med Kasper eller Pia. Du behøver kun at udfylde dine informationer herunder.